Tools

Danish version English version Sitemap

Content

30-03-2010

Årsregnskabsmeddelse 2009

Dantherm har i dag offentliggjort årsregnskabsmeddelse for 1. januar - 31. december 2009

Bestyrelsen for Dantherm A/S har i dag behandlet og godkendt selskabets årsrapport for 2009.

Økonomisk udvikling i 2009
• Koncernens nettoomsætning blev 1.340,1 MDKK, hvilket er et fald på 33,9% eller 687,3 MDKK i forhold til sidste år.

• Der er som en konsekvens af den økonomiske udvikling i 2009 gennemført en række restruktureringer, som medfører en negativ påvirkning af resultatet med 110,4 MDKK.

• Driftsresultatet før særlige poster blev -71,1 MDKK og efter særlige poster -181,5 mod et overskud på 41,4 MDKK sidste år.

• Dantherm koncernens resultat for fortsættende aktiviteter før skat i 2009 blev et meget util-fredsstillende underskud på -212,3 MDKK mod et overskud på 5,4 MDKK i 2008.

• Årets resultat er negativt påvirket med -70,1 MDKK af Dantherm Power, der er klassificeret som ophørende aktiviteter. I det nævnte resultat indgår nedskrivninger uden likviditetseffekt på ca. 40 MDKK relateret til udviklingsprojekter.

• Omsætning og resultat før skat ligger på niveau med de udmeldte forventninger fra november 2009, hvor ledelsen estimerede en omsætning i niveauet 1.350 MDKK, og et negativt resultat før skat i niveauet 265 MDKK.

• Koncernens egenkapital udgjorde ved udgangen af 2009 177,3 MDKK ekskl. minoritetsinteresser. Med en total balancesum på 1.055,5 MDKK svarer det til en egenkapitalandel på 17%.

• Den samlede investerede kapital i Dantherm koncernen udgjorde ved årets udgang 626,1 MDKK. I forhold til sidste år er kapitalbindingen reduceret med 287,1 MDKK, hvilket primært skyldes en nedbringelse af varebeholdninger og tilgodehavender.

• Årets pengestrømme fra driften var positive med 76,9 MDKK mod 164,5 MDKK sidste år.

Tilpasning af kapitalstruktur
• Dantherm har gennem 2009 haft en tæt dialog med koncernens kreditinstitutter om den fremadrettede finansiering. Der er i marts 2010 indgået en ny kreditaftale med koncernens primære kreditinstitutter, som er gældende frem til maj 2012.

Videreudvikling af koncernstrategien
• Efter at der i 2009 er gennemført væsentlige restruktureringer og nedskæringer, er målet med en videreudvikling af strategien at fokusere på vækstmuligheder for koncernens forskellige produkter og markeder.
• Dantherm Air Handling opererer inden for to forskelligartede forretningsområder, som bindes sammen af teknologiske synergier:
    o Klimaanlæg til globale netværksleverandører og lokale operatører inden for telesektoren.
    o HVAC (Heating, Ventilation, Air Conditioning) produkter og løsninger til det europæiske marked. De primære produktgrupper inden for HVAC omfatter affugtning, ventilation og stationært og mobilt køle- og varmeudstyr.
• Dantherm har en god markedsposition på begge hovedforretningsområder, og der ligger et væsentligt vækstpotentiale for koncernen.

• Den fremadrettede strategi for Air Handling-aktiviteterne fokuserer på:
    o at genvinde en større markedsandel på klimaanlæg til globale netværksleverandører inden for telesektoren gennem kundefokusering og en samlet salgs- og udviklingsindsats ud fra den etablerede Air Handling-base i Kina.
    o at øge salgsindsatsen på klimaanlæg til lokale netværksoperatører inden for telesektoren i Europa, USA og Asien.
    o at øge markedsandelen inden for udvalgte HVAC segmenter i Europa gennem en fokuseret markedstilgang med udgangspunkt i de europæiske Air Handling-selskaber.
    o at optimere værdikæden (supply chain) for de to hovedforretningsområder bl.a. gennem øget sourcing fra Kina og konsolidering af produktionen.

Begivenheder efter statusdagen
• Dantherm Power:
Som omtalt i selskabsmeddelelse nr. 1/2010 af 18. januar 2010 indgik Dantherm A/S aftale om at videreføre Dantherm Power A/S i partnerskab med canadiske Ballard Power Systems Inc. og danske Danfoss Ventures A/S. Aftalen giver Dantherm en fremtidig ejerandel på 38%, og som følge af dette, er aktiviteterne klassificeret som ophørende aktivitet i årsrapporten for 2009.

• Dantherm Filtration:
Som omtalt i selskabsmeddelelse nr. 2/2010 indgik Dantherm A/S den 26. marts 2010 aftale med svenske Nederman Holding AB om frasalg af de væsentligste aktiviteter inden for forret-ningssegmentet Filtration med overtagelse senest ultimo april 2010. Salget omfatter Dantherm Filtration Holding A/S med tilhørende datterselskaber eksklusiv det franske datterselskab, Dantherm Filtration SAS, hvor en anden fremadrettet ejerstruktur søges. Salgsprisen for Dantherm Filtration Holding A/S på gældfri basis er 280 MDKK, hvilket ventes at give Dantherm A/S en regnskabsmæssig gevinst i niveauet 10-20 MDKK i 2010.

Forventninger til 2010
• Fokus i 2010 er rettet mod at sikre indtjening og positive pengestrømme samt at implementere strategien for Air Handling. Dette sker med udgangspunkt i at:
    o Hovedparten af de nødvendige restruktureringer i Dantherm er gennemført.
    o Der er opnået en fremadrettet løsning omkring Dantherm Power, som sikrer udviklingen i selskabet og dermed Dantherms afkastmulighed.
    o Dantherm har indgået aftale med koncernens primære kreditinstitutter vedrørende den fremadrettede finansiering.
• Dantherm koncernen forventer, at omsætningen i 2010 vil være i niveauet 500 MDKK med et positivt driftsresultat (EBIT) baseret på et svagt stigende marked.


Download årsrapport 2009 her.


Tilbage til nyhedslisten